|
DGI Sønderjylland og 6 legestuegrupper har fået midler fra Haderslev i Bevægelse til at sætte fokus på børns leg og bevægelse i dagplejen. Gode bevægelsesvaner grundlægges tidligt i livet og det er derfor vigtigt, at bevægelse og fysisk aktivitet er en naturlig del af hverdagen - også i dagplejen. Legestuegrupper i Starup og Vilstrup har over vinteren 2010/2011 mødtes med en instruktør fra DGI Sønderjylland til i alt 3 såkaldte inspirationsmoduler, hvor både børn og voksne i den grad har været i gang.
Ideen er, at aktiviteterne tager udgangspunkt i de rammer og med de rekvisitter, som dagplejemødrene har til rådighed i hverdagen. Rekvisitterne er fx gamle dynebetræk, måtter eller små stykker gulvtæppe, en lang elastik, forskellige bolde og sorte affaldssække. Elastikken kan forvandles til en tryllesnor, som forvandler børnene til dyr og en sort affaldssæk kan pustes helt op med luft og sættes fri i haven eller på legepladsen.
Dagplejemødrene laver allerede en masse aktiviteter, men de har absolut været glade for forløbet: ”Vi har fået ny inspiration og det er godt, at der er udgangspunkt i helt almindelige ting, som er lette at bruge og ikke koster noget”, siger dagplejemor Lisbeth Erbs Olsen og fortsætter: ”Vi kender jo nogle af tingene i forvejen, men det er jo også godt at blive bekræftet i, at det man allerede gør, er godt."
Læs ansøgningen her
 Fra Inspirationsmodul 3 i Starup Hallen, januar 2011.
|